Én på bærret

Det tager lang tid at komme hjem med Philip, når jeg henter ham fra hans dagplejemor. Især fordi han i øjeblikket er vild med bær. Forleden var jeg irriteret over det langsomme tempo, fordi der lige var en ny hæk eller busk der skulle inspiceres. Så var det, at jeg kom i tanke om, at det var mig selv der introducerede legen. Da jeg var lille, elskede jeg at tage de tykke, hvide snebær og trampe på dem, så de sagde en prut-lyd. Det var denne dyrebare viden, jeg havde givet videre til Philip, og måtte se i øjnene, at trætheden i mine lemmer ikke skulle overvinde hans glæde over sorte, orange og hvide bær.