Min mormor var for tidligt født og var så lille, at hun kunne ligge i en træsko. Hun havde hverken hår eller negle. Lægen fortalte dem, at det var spild af tid at prøve at holde liv i hende. Det var i året 1923 og neonatalafdelinger eksisterede ikke. Hendes mor Johanne pakkede hende ind i så mange lag vat, at hendes lille krop kunne holde sig varm. Da min mormor var for svag til at sutte, bøjede Johanne sig ind over hendes svagelige krop, og dryppede mælken fra hendes bryst ned i munden på hende. Således kæmpede hun for, at min mormor skulle overleve. En usædvanlig bedrift af en speciel kvinde, der deværre døde, da min mormor var barn.
2 kommentarer:
jeg er taknemmelig for din oldemor for ellers ville du heller ikke komme til verden.
Nu ved jeg godt, at det er meget meget lang tid siden du har skrevet dette indlæg men det rørte mig rigtig meget. Specielt fordi lille Rebecca jo var født for tidligt så jeg ved VIRKELIG hvor stor en bedrift det var for din oldemor. Of din mormor er bare sej, at hendes små lunger klarede at holde hende i live! Fantastisk.
Send en kommentar