Jeg er ikke længere ude i desperation. Clara græder stadigvæk med mellemrum, men ikke med samme smerte som igår. Vi var til lægen. Det var en yngre, effektiv, mandlig læge, der stank af hvidløg. Han var ikke mere nærværende end den computer, han sad overfor. Lægen gjorde det han skulle, og jeg gik mere lettet derfra. Men det havde ikke krævet meget mere at vise lidt empati. Jeg følte mig som en overpylret mor, der bare var én af alle de misguidede fjolser, der sad ude i venteværelset. Håber, at jeg vil kunne formå at opnå ægte kontakt til mine patienter, selv under pres.
Savner den glade Clara, som hun normalt altid er (billede).
2 kommentarer:
Hvor er det da skønt at vide, at det går bedre med lille skønne Clara. Det skal nok komme til at gå godt. Hvor er hun da charmerende den lille tøs. Hvor er det da også dejligt at læse dine skriverier. Du har virkelig tag på at skrive, så det hele blive så levende. Du får jo alle følelser med gennem blækhuset. Kærligst Svigerfar
Tak og velkommen til bloggen:-)
Send en kommentar