lørdag, september 18, 2010

Løb for livet!

Den 29. august løb jeg 5 km ved NOVA løbet. Det var ret grænseoverskridende for mig, da jeg altid har veget tilbage for konkurrencer af den slags. Så det var en stor personlig sejr bare at gennemføre løbet.
Jeg var enormt bange for at komme sidst inden dagen oprandt. Men da jeg så alle de andre løbere, blev jeg lidt mere rolig. Alligevel løb jeg noget hurtigere end jeg plejer, fordi jeg følte at jeg blev overhalet af mange. Noget af ruten var på hestesti så jorden var enormt blød og hård at løbe i, men jeg klarede skærende. Da jeg så det sidste skilt" 4 km" løb jeg endnu hurtigere, da jeg tænkte at målet snart kom. Puha mine ben syrede til alt for hurtigt, men jeg kunne se børnene der stod og heppede ved mållinien, så jeg måtte knibe balderne sammen det sidste stykke af ruten:-)


Endelig i mål! Det føltes fedt at klare løbet med en personlig rekord. Jeg har aldrig presset mig selv så hårdt før. Fed oplevelse. Jeg skal helt sikkert være med til flere løb næste år. Især de store dameløb:-) Og mine unger og Kristian var så søde. De var stolte af mig:-)

torsdag, september 16, 2010

Tilbage til bloggen

Jeg har lige kigget på min blog efter flere år, hvor jeg ikke har skrevet. Det er lidt fantastisk at læse tilbage og se på den tid hvor børnene var små. Jeg kan se, at jeg har langt mere overskud nu, hvor børnene er blevet meget større. Philip er lige blevet 6 år og Clara blev 4 år i April. Tiden flyver bare afsted.


Vi har lige holdt uhyggelig 6 års fødselsdag for Philip, hvor hele stuen og gangen var fyldt med spindelvæv og edderkopper. Vi havde også købt skeletter, flyvende flagermus og et stort spøgelse. Mind mig om en anden gang, at jeg skal tage det stille og roligt! Kristian har utallige gange sagt det til mig og jeg kan en gang imellem tage det til mig:-) Men det er svært når man inderst inde er et stort legebarn. I øjeblikket er jeg på psykiatrisk afd. på Rigshospitalet. Det er enormt spændende, og jeg er overrasket over min interesse i faget. Men med den familie jeg har, er det vel ikke så mærkeligt:-) En kort overgang har jeg overvejet, om jeg skulle vælge dette fag som speciale, men jeg tror alligevel, at jeg har brug for noget, der er lidt mere håndgribeligt.

torsdag, oktober 09, 2008

Moderskabets glæder og frustrationer

Philip er kommet i den sjove alder hvor han stiller mange spørgsmål. Hans måde at sige det på er: "Hvad er det, det er fordi"? Måske lærer han snart, at hvorfor det? er en kortere metode. Igår læste jeg en bog med ham om Anders And som får en swimming pool. Bagefter talte vi om, at vi ikke kan få en swimming pool, fordi vi ikke har en have. Den var Philip med på og sagde så: "Men vi har en børnehave". Det er sødt, at han ser de sammenhænge, som vi voksne forlængst har lært at se bort fra.
Clara har som frygtet taget selvstændigheden med påklædning til sig. Men da de tekniske færdigheder ikke er helt på plads giver det anledning til frustrationer som kan høres i miles omkreds.Men hun er stædig nok til at det lykkes alligevel fx at tage sin jakke af. Jeg ville bare ønske at hun kunne dæmpe stemmen lidt imens. For jeg føler mig disteret tortureret imens og naboerne er garanteret sikre på at vi mishandler hende med mellemrum.
Hun er min egen Dr.Jekyll og Mr.Hyde for hun kan drive mig til vanvid og charmere mig helt vildt med få minutters mellemrum. Og hun giver mig sådan en skyldfølelse fordi jeg nogle gange under hendes lange skrigeture ønsker hende langt væk. Men man skal nok have oplevet hendes organ for at forstå, hvorfor det kan være et problem. Og en del af problemet er at hun ikke er særlig modtagelig for trøst. Hun bliver så vred og hysterisk at en sut eller diverse andre ting man kunne forestille sig ikke kan nå ind til hende. En film er nogle gange den eneste afledning der kan trænge ind til hende, hvis hun er helt oppe at køre.
Jeg får Junior bladet med posten og derigennem var der en artikel om sensitive børn. Det sjove var at jeg i første omgang tænkte at Philip hørte under den kategori, men da jeg fik læst artiklen kunne jeg se, at det er Clara der er sensitiv. Hun er meget følsom for sygdom og udtrykker smerte samt hvor på kroppen det gør ondt (hun er kun 2 år). Hun er meget påvirket af små ændringer i hendes helbred, men også i hendes omgivelser. Når det hele kører er hun det nemmeste barn i verden, ja en engel. Men desværre er det også bare hårdt, når der er noget i vejen, fordi hun kræver meget omsorg og nærvær. Det giver mig en del frustrationer, fordi hun fylder meget, og jeg ikke vil have at Philip skal mangle opmærksomhed. Hold da op hvor moderskabet er indviklet. Men også ret fantastisk...

onsdag, oktober 01, 2008

Min kommende engel

Jeg fik lyst til at vise Jer min kommende hund: Cavalier king charles spaniel.Er den ikke skøn?



Vores hund skal hedde Bella, men jeg ved endnu ikke om den skal være en Bernheim (brun og hvid) eller en tricolour (brun,sort,hvid). Jeg ved bare, at jeg glæder mig helt usigelig meget til at opfylde min store barndomsdrøm.


onsdag, marts 05, 2008

Et liv efter "døden"


Det har været en meget kort vinter for mig. Jeg var indlagt i den værste tid og lagde ikke mærke til mørket og vejret, for jeg havde det rigtig godt. Stolpegården var mit sanctuary. Et hvilested med latter og tudeterapi. Jeg mødte en masse dejlige mennesker, og jeg bærer dem tæt på mit hjerte. Trods vidt forskellige baggrunde var vi hinanden nær på en helt speciel måde. Alle facader blev på få øjeblikke brudt ned, og det var i orden at ligne det rene lort:-) Forstå mig ret. Når man er syg er det en umenneskelig opgave at holde facaden ved lige ude i den "virkelige" verden. At få lov til at være "grim" og ikke skulle leve op til et bestemt billede, det var en befrielse i sig selv.

Selv om jeg har haft det rigtig dårligt og mine mandler er så store som tekopper er min psyke ikke gået med ned. Det er en dejlig forskel fra tiden før stolpegården, hvor jeg følte mig personligt ramt af det værste uheld, hver eneste gang, der var en smule modgang.

Jeg føler mig befriet for en tung sæk på mine skuldre. Det er en forvandling, der er svær at fatte. Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker jeg har mødt på stolpegården og for min søster der pressede mig til at få en henvisning til stedet.

Hvis der er nogle af Jer der går rundt med en depression så tøv ikke med at søge ud på Stolpegården. Det er et psykoterapeutisk center der arbejder via gruppeterapi, miljøterapi (socialt), sund kost og motion. De får hele mennesket med. Både krop og sind. De er alle meget professionelle og brænder for deres arbejde. Der er både et døgn og et dag (ambulant) afsnit.
Jeg har meget på hjerte. Power indeni der gerne vil ud. Jeg har fået min lyst, min vilje og kampgejst tilbage. Ikke mindst en begejstring for at leve. Tomheden er væk. Jeg er tilstede.

tirsdag, marts 04, 2008

Another day...


Så er det igen en ny dag. Jeg vågnede med et blodigt mareridt og en hals der snørede sig fuldstændigt sammen. Det er måske prisen for at pudse vinduer med en udringet bluse:-)

Philip sover stadigvæk. Hans trommehinde sprang natten til mandag. Stakkels barn. Det kom ud af det blå. Han havde slet ikke klaget over ørepine. Nu er han på penicillin, men er ikke helt sig selv endnu. Jeg lader ham sove og plejer min egen halsbetændelse. Solen skinner nu dejligt og jeg håber, at jeg kan få læst lidt idag selv om oddsene er lidt dårlige.