Små glæder

Humøret er steget lidt siden sidst. Vi var i dyrehaven med Philip, og det var skønt, at gå under træernes skygge. Der er noget forunderligt ved efterårets farver. Det er en smuk årstid. Mærkelige svampe der vokser op rundt omkring. Spændingen ved ikke at vide om de indeholder en gift, men da jeg alligevel nøjes med at kigge på dem og lader mig fascinere er det jo også ligegyldigt ( jeg kan godt genkende fluesvampene). Jeg elsker skoven og dens mystik. Glæder mig til børnene er store nok til at komme med på telttur. Der er ikke noget så hyggeligt, som at stirre ind et lejrbål og opleve flammernes dans. Philip ville elske det. Vi samlede nogle kastanjer til ham, imens vi gik hjemad. Han sad i klapvognen og kiggede op på os med glimtende øjne og et smil kun børn kan give. Kastanjerne der lå i hans skød var en dyrebar skat.

Fordel ved medicinstudiet

Man behøver ikke at have sine skeletter i skabet.

Nyfunden viden

Hvordan kan man underholde sin 2-årige søn i laang tid? Læg en bunke mønter i den ene ende af lejligheden og en sparegris i den anden ende.

Hvorfor læge?

Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, og ikke så mærkeligt tit under eksamenslæsning. Det er benhårdt at læse til læge, og hvis der er nogen, der siger noget andet, er de enten karlsmarte eller bare mere intelligente end mig. Det sjove er, at man fortsætter, og torturerer sig selv med tykke bøger udenadslære. Ikke nok med det, kan man risikere liv og lemmer ved øvelser i fysiologi (i hvert fald flere græshopper, frøer og rotter). Er man vild med dyr, skal man nok ikke vælge at forske. Der er flere grunde til, at jeg fortsætter, og det er tildels den formue, jeg har brugt på bøger, og ligeledes det blod, sved og tårer jeg indtil videre har måttet lide. Jeg håber, at I kan se gennem linierne i dramatikken. På et tidpunkt inden længe nærmer jeg mig 2. del af uddannelsen, hvor jeg får æren af at betræde hospitaler. Det glæder jeg mig virkelig til, efter denne lange vandring i teori. Det hjælper ikke, at jeg har haft 2 barsler midt i det hele. Men jeg regner med, at jeg kører derudaf, når jeg kommer tilbage. Jeg tror og håber på, at jeg kan blive en god læge. Den lille praktik jeg var på sidst (14 dage på Roskilde Amtssygehus) gav mig gode forhåbninger. Når jeg er tilstede hos patienter, kan jeg mærke, hvad der driver mig. Det er følelsen af at gøre nytte, at vise omsorg, at gøre en forskel. Derfor!

Hvornår er man en god mor?

Nu kan du igen stemme. Jeg har lavet en ny poll, så man kan krydse af i flere felter, hvilket var meningen i første omgang!

Dum, dum havregrød

Sikken en start på dagen! Philip og Kristian stod ude i køkkenet for at lave morgenmad, og pludselig var der skrig og skrål. Jeg stod op af sengen og gik ud for at se, hvad der var sket. Philip hjælper normalt med at røre rundt i havregrøden, når den er kommet ud af mikroovnen, men idag ville han kun holde skeen og ikke røre rundt. Så Kristian ville tage skeen fra ham, og det endte med, at Philip i hidsighed slog hånden ned i havregrøden (brandvarm). Alt dette fortæller Kristian, alt imens jeg sidder med Philip og prøver at trøste ham. Hans ene hånd er i vand. Senere ser jeg, at der også er en brandvabel på pegefingeren af hans højre hånd. Alt i alt 5 svedne fingre-ikke sjovt for sådan en lille fyr. Jo længere tid der går, falder han mere til ro, og jeg kan bedre se, hvor slemt det er. Ud over de små blærer på de andre fingre har langefingeren på hans venstre hånd en stor blære, som vokser og vokser. Jeg bliver bekymret og ringer til den kloge læge. Da jeg endelig får kontakt, får jeg at vide, at vi skal komme op til ham og få skåret blæren op. Øv, det bliver ikke sjovt for Philip. Hos lægen er vi de sidste der kommer ind, for Philip havde lavet og skulle skiftes, lige da det var vores tur. Philip græder også en del under indgrebet, hvor jeg må tvinge hans arm ned mod bordet. Al den døde hud, hvor blæren var skulle klippes af, så det var ikke helt så simpelt, som jeg havde forestillet mig. Men okay nu er det hele overstået. Philip gik fra lægen med en lille dinosaur som belønning og fik selvfølgelig en is af mig. Humøret er helt fint igen, og det er det der tæller. Lige nu sover han trygt på sit værelse, jeg tror, at han sov samme sekund hovedet ramte puden.
Philip er normalt et stille, forsigtigt barn, der aldrig slår sig eller kommer til skade. Men når han endelig gør noget, gør han det åbenbart med maner´(sidst slog han hul i hovedet).

Abstinenser

Puh, det var en hård weekend. Kristian havde fødselsdag søndag, og vi prøvede på at fejre den både lørdag og søndag. Der var lige en barnedåb, der skulle presses ind, og et par børn der skulle afleveres, men så blev det ellers også vildt! Vi fik gået en tur ved Bagsværd sø i strålende solskin og senere et stykke brownie med varm chokolade og flødeskum som prikken over Iét ( Jeg er vel ikke kvinde for ingenting). Det med abstinenserne handler om, at jeg ikke fik skrevet ét ord på min blog. Jeg prøvede ihærdigt at finde computeren frem flere gange, men blev afbrudt af livet. Så nu har jeg skrevet en hel del idag, for at indhente alt det forsømte og komme af med alt det ophobede.
P.S. Nu står jeg igen med en stor weekendopvask og nullermænd på gulvet.

Min svigermor

Nogle siger at deres svigermor er en heks. Min er en god og smuk heks. Men så hedder det måske en fe? Hun har hjertet og hænderne på det rette sted. Der er mere handling end gode råd og hun kan finde Philip i hans lille verden. Farmor er en dejlig dame for Philip, der er der ingen tvivl om. Rabarberkage, hjemmelavet koldskål og ølkage er nogle af hendes varemærker. Der er stil over hende. Aldrig en dag med joggingtøj eller nul make-up. Der er dog én ting hun er glad for, og det er hendes blå morgenkåbe. Den går hun med når der skal slappes af, også udenfor, dog kun lige omkring deres hus. Hun har flere gange prøvet at udskifte den, men de nye morgenkåber er der altid noget galt med. Kirsten hedder hun forresten. Alder er vist ikke passende at nævne, når man er deroppe af ( du må godt slå mig, når vi ses næste gang). Sidst vi var hjemme hos dem i Esbjerg bagte hun drømmekage. Da der ikke var mere tilbage dagen efter (det var ikke os, der havde spist det hele), og vi klagede vores nød, var hun parat til at bage en ny selv om kl. var omkring 20 og snart sengetid for dem -smil. Det er bare ét af mange eksempler på hendes villighed til at glæde os. Sang og musik er hendes store interesser. Det har fyldt meget af hendes liv, hvor hun har optrådt solo og i band. Når Kirsten viser mig noget nyt, spørger jeg tit om det er noget hun selv har lavet. Jeg synes, det er lidt sjovt at mobbe hende, fordi det sjældent er hjemmelavet. Men når det kommer til stykket er hun ret kreativ og laver fx flotte juledekorationer. Det er bare ikke det, der fylder mest i hendes liv. Vi er kede af, at hun bor så langt væk, for vi savner hende i vores daglige liv. Ikke mindst til at passe børn. Børnene elsker hende, så det er synd, at det tit kun er i ferietid vi ses (pga. lav-konjunktur i budgettet). Jeg håber, at vi ses snart. Der findes ikke bedre hekse heromkring.

Bundgaard eller Bianco?

Hvad er det fornøjelige ved at tage sine forældres sko på? Jeg gjorde det selv, da jeg var lille. Vi har nok allesammen prøvet det. Vi forguder vores forældre og vil være lige som dem ( i hvert fald imens vi er små). Når Philip står der i sin fars sko, tænker jeg på den udvikling, der venter ham og som går alt for hurtigt. Det virker overvældende at se den forskel der er mellem Philips små fødder og hans fars str. 43 herrefødder.
Lige nu kan jeg lede ham på vej, men når han bliver ældre er det ham selv der skal vælge. Bare han nu går i de rigtige fodspor. Ikke nødvendigvis vores, men dem der fører ham frem til at blive et helt menneske.
Mine tanker er ikke nye og revolutionerende, det er forældreskabets gave og smerte.

Én på bærret

Det tager lang tid at komme hjem med Philip, når jeg henter ham fra hans dagplejemor. Især fordi han i øjeblikket er vild med bær. Forleden var jeg irriteret over det langsomme tempo, fordi der lige var en ny hæk eller busk der skulle inspiceres. Så var det, at jeg kom i tanke om, at det var mig selv der introducerede legen. Da jeg var lille, elskede jeg at tage de tykke, hvide snebær og trampe på dem, så de sagde en prut-lyd. Det var denne dyrebare viden, jeg havde givet videre til Philip, og måtte se i øjnene, at trætheden i mine lemmer ikke skulle overvinde hans glæde over sorte, orange og hvide bær.

Mystisk fænomen?

Da Philip var en lille baby, var jeg på et tidspunkt hjemme og besøge min søster Lea på Østerbro. Det var koldt udenfor, men Philip var vant til at sove ude hver dag, så jeg satte barnevognen ind i hendes gård på græsset, hvor jeg kunne se ham fra min søsters lejlighed. Babyalarmen blev sat til og jeg gik op og tøsesnakkede. På et tidspunkt gik alarmen i gang og jeg gik ned for at tage Philip op....det syn der mødte mig var højst usædvanligt. Rundt om barnevognen, som en sluttet kreds, sad måske 7 katte. Jeg ved ikke præcist, hvor mange der var, men der var MANGE. Store som små, sorte, brune og småplettede. Man skulle tro, at Philips stemme måske havde tiltrukket dem, men han græd ikke. Han lå bare og var vågen.

Araknofobi

Hjælp, det er edderkoppetid! Alle babyedderkopperne er blevet store og enormt tykke. Når jeg går på fortorvet igennem villakvarteret, bølger angsten igennem mig ved lavthængende grene og mistænkelige hække. Det gibber i mig ved synet af et æbletræ med 4 store spindelvæv og kæmpe korsedderkopper placeret som konger i deres riger. Kristian og jeg snakker om, hvilket beløb der kunne få mig til at stikke hovedet ind i sådan et net. 1000 kr. måske (jeg er studerende så det er mange penge). Men jeg er sikker på, at hvis der virkelig var én der udfordrede mig, ville jeg ikke kunne gøre det, medmindre beløbet
var 5cifret eller derover(try me).
Hvad skulle du have for at gøre det? Inden du svarer så kig lige på billedet her til højre.....

Nullermænd og brødkrummer

Hu-hej, hvor det går! Der er ikke noget så fornøjeligt, som at gøre rent efter en weekend. Jeg tror ikke helt, at vi har lært det der med at gøre rent i selve weekenden, for jeg synes, at hver mandag formiddag går med at få lejligheden til at ligne et hjem igen. I vores barndomshjem gjorde vi rent om lørdagen og så når der kom gæster. Min svigermor siger, at det er spild af tid at gøre rent inden gæsterne kommer, det er først, efter at de er gået, at man skal gå igang. Det er nemt sagt, når man bor pinligt rent i forvejen. Herhjemme kommer der støv på støvsugeren. Der er ikke med vilje, for jeg synes det er ulækkert med nullermænd og brødkrummer, samt gamle indtørrede majs gemt under højstolen. Men med de to små unger, synes jeg tiden er trang, og jeg nægter at bruge de få stunder jeg har i fred og ro på at larme med det monstrum.

I wanted to live deep

Dead Poets Society: Poetry
Excerpt from Walden - Henry David Thoreau
I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear, nor did I wish to practice resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck all the marrow of life, to live so sturdily and Spartan-like as to put to rout all that was not life, to cut a broad swath and shave close, to drive life into a corner, and reduce it to its lowest terms, and if it proved to be mean, why then to get the whole and genuine meanness of it, and publish its meanness to the world; or if it were sublime, to know it by experience, and be able to give a true account of it in my next excursion. For most men, it appears to me, are in a strange uncertainty about it, whether it is of the devil or of God, and have somewhat hastily concluded that it is the chief end of man here to "glorify God and enjoy him forever."

Da jeg læste dette uddrag i romanen "Dead Poets society", rørte det mig dybt. Jeg prøvede at lære passager udenad, så jeg altid kunne bringe det frem i mine tanker. Så en tanke, høst en handling.
Nogle gange drømmer jeg om, at lægge alt det trygge liv fra mig og bare rejse ud og opleve verden med min lille familie. Det er det, jeg ville gøre, hvis jeg vidste, at jeg snart skulle dø. Så ville jeg suge til mig af verdens natur og fæstne mine børn og mands ansigter så kraftigt i mit sind, at de aldrig kunne forsvinde.

Tudefjæs

Jeg er lidt af et "tudefjæs". Udtrykket hører sig nok til i fodboldens maskuline univers, men jeg tillader mig at stjæle begrebet. Jeg fælder en tåre i ny og næ, det vil jeg gerne indrømme. Og det er lidt morsomt at kalde mig selv et tudefjæs, og så være stolt af det samtidig. Jeg er nemlig en lidt følsom pige. Når hunden dør i en film så tuder jeg, når børn dør så vræler jeg. Faktisk er jeg gået væk fra de store dramaer, efter at jeg har fået børn, for jeg lever mig helt og aldeles ind i handlingen og kan ikke klare de store følelsesmæssige tab jeg skal igennem i løbet af sådan et par timer. Sådan er det at være et tudefjæs. Men når det kommer til stykket elsker jeg også at græde til en film, jeg elsker at blive bevæget, henført og opslugt. Tudefjæs det er mig.

Min forfatter-søster

Her er den berømte Rachel Röst. Født den 21. september 1976

(som nogle måske har bemærket,er der et utroligt sammenfald af fødselsdage i september i vores familie...og nogle ville måske sige et uheldigt sammenfald af jomfruer..perfektionistiske). Hun er min storesøster, og det er jeg selvfølgelig stolt af. Hun er rødhåret, hvilket dog ikke er naturligt, men det passer godt til hendes stærke personlighed. Hun er for mig en fin blanding af temperament med bid i, men også en stærk omsorg og betænksomhed. Fantasien sætter ingen grænser for hende og idéer er der nok af. Jeg kender ikke andre, der brænder i samme grad for litteratur som hende. Vi talte om biblioteksbøger den anden dag, og hun indrømmede, at hun på et tidspunkt havde 200 udlån liggende hjemme (nogle af dem var til Silas, hendes 10årige dreng). Det er kun beundringsværdigt. Jeg kunne godt tænke mig at udskifte "Hvem vil være millionær" med en bog eller to. Indtil videre har Clara holdt mig fra det, men mindsandten om hun ikke er begyndt at sove om aftenen nu, så det kan være, jeg skulle begynde at læse lidt. Snart bliver min eneste læsning stud.med. relateret igen. Nå, men tilbage til Rachel. I nogle år inden jeg mødte kristian var hun den vigtigste person i mit liv. Vi boede sammen, så jeg havde også et nært forhold til Silas. Det var nok vores peakperiode. Ikke fordi vores forhold ikke kan gå op igen, men tiden er ikke rigtigt til så meget kontakt, som jeg gerne ville. Da vi boede sammen arbejdede jeg på plejehjem og faldt tit i søvn foran fjernsynet tidligt på aftenen, fordi jeg stod op kl.6. Dette udnyttede hun til at more sig kraftigt. Hun gik helt tæt på mig og råbte bøh eller noget lign. og jeg blev virkelig forskrækket hver gang. Jeg kunne godt se det morsomme i det (da jeg selv har en grum humor)men det var ikke altid lige behageligt at blive revet ud af søvnen. Vi lavede en del sjove ting sammen dengang, men jeg kan ikke huske så meget lige nu. En af de ting vi yndede at gøre var at tage i Ilva. Af en eller anden grund var det "Stedet". Vi skulle altid have én ting med os hjem og det blev altid fra interiørafd. for det var det eneste, vi havde råd til. Så vi endte op med en masse småting fra forskellige stilarter, da vi ikke havde råd til at købe hele serien. Men det var der, vi gik og drømte om vores fremtidige liv. Lidt komisk at tænke tilbage på.
Jeg tror på, at Rachel vil få stor succes. Hun har allerede fået udgivet børnebogen "Da musene flyttede samme vej som guldet" ved Apostrof og skulle have haft to mere udgivet, hvis ikke illustratoren havde bakket ud midt i det hele. I øjeblikket arbejder hun på en roman. Jeg glæder mig til at læse den, når den er færdig.
Tak søs for den du er.

Hvis du vil lære hende nærmere at kende, kan du se hendes blog, der hedder "polykrates".

Min datter

Her er min lille Clara Louise Søltoft Holmboe. Født den 26. april 2006. Tiden flyver afsted. Det føles ikke som mange dage siden, at jeg fødte hende. Nu er hun så levende og funklende. Jeg elsker hendes spontane glæde og fryd over det mindste. Hun smiler til alle..deler gavmildt ud. Hun er min lille perle.

Min søn

Her er Philip Søltoft Holmboe. Født den 5 sep 2004. Han er en speciel lille gut. Her er vi på legepladsen ved Smyrnavej og leger med vand en varm, varm sommerdag.

Yndlingsfarve: GUL. Yndlingsspise: is .Yndlingslegetøj: tog. Han er meget kærlig og elsker at give et stort kram ligesom teletubbierne gør. Prøver om han kan passe sine forældres sko. I øjeblikket bruger han ordet dejlig om alt han godt kan lide. Vi var på nettet på Bamses hjemmeside og bagefter sagde han "dejlig Bamse"så ved jeg, at han har hygget sig. Nogle dage efter at vi havde holdt fødselsdag for ham og havde været sammen med mormor i zoologisk have, sagde han:"dejlig kys af mormor". Det synes jeg var så sødt.

Noget om mig

Okay, hvorfor lige carpe diem? Jeg er umådelig dårlig til at efterleve princippet, så jeg tænkte at jeg ved at benævne min blog "carpe diem" kunne sætte lidt skub i tingene! Det er mit store håb og ønske, at kunne nyde livet for det det er og ikke kun for det det kan blive. Det passer nu heller ikke helt, for sammen med mine to små lækre børn oplever jeg tit himmerigets glans.

Philip min lille dreng på to har opdaget glæden ved farven GUL. I lang tid var det kun den farve der eksisterede og bare synet af en gul nummerplade kunne få ham til at råbe begestret"gul", man skal selvfølgelig være der selv for at høre hans fortolkning og udtale af "gul"-det er bare såååå sødt.

Min datter Clara er glad. Sådan kan jeg bedst beskrive hende, for hun er altid et stort smil. Hun er 4½måned og hviner og griner som en rigtig pige. Ja for bare en time siden fik hun grineflip ved synet at sig selv i spejlet.
Faktisk er det min søster der har fået mig til det her, så jeg bør jo nævne
hende af ren høflighed. Hun er en meget talentfuld forfatter der snart får sit
store gennembrud: Rachel Röst.

Ja, forresten er jeg også gift. Min mand er ved at gøre karriere inden for bankverdenen så nu skal der spares på kronerne-smil. Nej, han er en god mand. Gennemgod og meget kærlig. Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, og det er da dejligt at have den følelse af tillid og tryghed.
Nå, nu ved I lidt om noget af mit liv, men der skal nok komme
mere...vi ses

Jeg fandt lige et billede af de tre vigtigste
personer i mit liv. Vi er i sommerhus og Philip har kastet sin kærlighed på et
par solbriller vi fik i en skobutik.