Jeg er lidt af et "tudefjæs". Udtrykket hører sig nok til i fodboldens maskuline univers, men jeg tillader mig at stjæle begrebet. Jeg fælder en tåre i ny og næ, det vil jeg gerne indrømme. Og det er lidt morsomt at kalde mig selv et tudefjæs, og så være stolt af det samtidig. Jeg er nemlig en lidt følsom pige. Når hunden dør i en film så tuder jeg, når børn dør så vræler jeg. Faktisk er jeg gået væk fra de store dramaer, efter at jeg har fået børn, for jeg lever mig helt og aldeles ind i handlingen og kan ikke klare de store følelsesmæssige tab jeg skal igennem i løbet af sådan et par timer. Sådan er det at være et tudefjæs. Men når det kommer til stykket elsker jeg også at græde til en film, jeg elsker at blive bevæget, henført og opslugt. Tudefjæs det er mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar