Hjerne i det fjerne

Okay, jeg indrømmer, at det blev en lidt sentimental og mærkelig historie. Det var slet ikke meningen i første omgang, at det skulle være en historie, heraf resultatet. Men det ene ord førte til det andet. Da jeg var færdig, var jeg ret tilfreds med resultatet. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af mig selv. Tilgiv mig, jeg har ikke sovet særlig meget siden tirsdag, for Clara er syg med feber, forkølelse og hoste. Jeg var til lægen med hende og han kunne som sædvanligt ikke finde noget:" Det er nok en virus"! Ikke én gang, hvor jeg har været til lægen med mine børn, har der været noget, der skulle behandles ( udover brandsårene på Philips fingre). Så jeg undrer mig lidt over, at jeg bliver ved med at rende derop. I aften har Clara været endnu værre end de sidste par dage. Hun vågner konstant, når vi endelig tror, at hun sover. Jeg tror, at hun har sovet højst 20 min i træk, og det var fordi jeg sad med hende i mine arme. Da jeg så håbefuldt forsigtigt, lagde hende ned i vuggen, vågnede hun med et skrig. De gode nyheder er, at jeg tror hun endelig sover. Klokken er nu 23:05. Det var vist også på tide! Mine skuldre sidder helt oppe ved ørene, fordi jeg også i eftermiddag, måtte sidde med hende 1½time imens hun sov. Det var der, jeg skrev historien om pletten ( i en meget akavet stilling), som egenligt skulle have været en kritik af Ekstrabladets endeløse række af usmagelige forsider på bekostning af ofrene, og os der ikke vil have de dårlige nyheder smækket op i synet. Der kan man se, hvad små børn gør ved éns hjernekapacitet.