Pletten

"Syv drenge voldtager ni-årig pige". Mine øjne læste det, men min krop tog budskabet ind og reagerede med en slags smerte. Jeg havde ikke mærket smerten på den måde før. Den var anderledes og større. Jeg gik hjem i forundring, men fandt ingen klarhed. Et par dage senere kom jeg i tanke om den mærkelige plet på brystet. Den var kommet til syne under min første graviditet, men nu havde den vokset sig større. Først kunne jeg ikke lide at se på den, og jeg ignorerede den i spejlet. Men en dag, da jeg tog min bluse af, var den blevet så stor, at jeg kunne se, hvad det var. Det var en mærkelig tæt skrift, knudret som rødderne på et træ, sort og brun efter hudens bevægelser. Jeg studerede den længe for at tyde de mærkelige bogstaver, men pludseligt trådte ordet frem fra det skjulte, idet bogstaverne et for et dukkede op. F O R Æ L D E R. En del af mig brød sammen i tårer og en anden del begyndte at forstå. Jeg prøvede at gnide på pletten, for at få den til at gå væk. Men det var som om, at pletten hele tiden fik næring og voksede sig større. Nogle gange gjorde det frygtligt ondt i den, så jeg ønskede, at den aldrig havde indtaget min krop. Men stille og roligt, lidt efter lidt, begyndte jeg at vænne mig til den. En dag så jeg den i spejlet og formen havde ændret sig. De knudrede rødder havde rettet sig ud og strakte sig op i en mærkelig spids. Jeg tænkte længe og grundigt på, om jeg skulle få den fjernet, for pletter som denne kunne ødelægge éns sjæl. Men jeg vidste også, at hvis jeg fjernede den, ville jeg miste en stor del af mig selv. Pletten var ikke længere overfladisk, men strakte sig langt ind i hudlagene. Efter mange dage og hårde nætter besluttede jeg, at selv om pletten måske kunne tage mit liv og sjæl, så ville jeg beholde den. Den var uundværlig. Mange år gik, og jeg var så vant til pletten, at jeg aldrig kiggede på den. Selv smerten, der nogle gange blev meget intens, havde jeg lært at leve med. Måske kan du forstå min overraskelse, da jeg en dag tilfældigt strejfede den med mit blik, og så at den igen havde ændret sig. Bogstaverne var væk. Men de udstrakte rødder snoede sig om hinanden til en fælles stamme for videre at svinge ud og dele sig i et smukt netværk af fine små grene. Jeg begyndte at græde, idet jeg forstod, at det jeg engang havde været ved at fjerne, var begyndelsen på det smukkeste træ der findes.