Jeg har det svært med vrede.
Det er en forkert følelse.
Bliver ude af mig selv, når den strejfer mig.
Som om en stor boksehandske lige har givet mig en "knock out".
Er diplomat.
Ven.
Fredselsker.
Jeg ved ikke, hvordan jeg ændrer det?
Ved at udtrykke vrede selv?
Brøle den ud?
Måske starte til kickboxing?
Det er en forkert følelse.
Bliver ude af mig selv, når den strejfer mig.
Som om en stor boksehandske lige har givet mig en "knock out".
Er diplomat.
Ven.
Fredselsker.
Jeg ved ikke, hvordan jeg ændrer det?
Ved at udtrykke vrede selv?
Brøle den ud?
Måske starte til kickboxing?
3 kommentarer:
Ja, arghhh. Hvorfor er vrede så forbudt en følelse (især for kvinder)? Jeg synes, at det hjælper at gøre noget fysisk. - Man kan ligefrem mærke, hvordan kroppen reagerer. (Og jeg er ellers ikke god "til at mærke det i maven") Boksning lyder ikke helt dumt :) - Hvad plejer du at gøre?
Havde selv enormt meget temparement som teenager, hvilket resulterede i de VILDESTE skænderier med min mor. Men faldt ret meget ned som voksen, indtil jeg fik børn. Suk. Det er frygteligt, når de får en kørt helt op i det røde felt. Jeg øver mig virkelig i, at beherske mig, for det skal jo ikke gå ud over dem, når jeg bliver frustreret.
Jeg ser mig selv som én der har et forholdsvist mildt temperament. Dog kan jeg være så langt kørt ned, at selv jeg eksploderer. Men det jeg har sværest ved er andres vrede. Jeg vækker den nødigt. Er det sket, er jeg nogle gange villig til at gå på kompromis med mig selv, ja, mine holdninger bare for at få vreden væk. Det er kompliceret og næsten umuligt at sætte ord på.
De gange jeg har flippet på Philip, har jeg analyseret situationen bagefter i mine tanker. Derefter har jeg brugt den erfaring til at undgå at det samme skete igen. Synes jeg bliver bedre efterhånden.
Send en kommentar