onsdag, november 01, 2006

Når sneen kastes mod min rude

Når vejret er så vildt og truende, som det er lige nu, bliver jeg altid grebet af en vis ærefrygt for naturen. Vi er underlagt dens enorme kræfter. Jeg tror, at det er godt for mennesket, at blive mindet om, at det ikke har al magten, men også er skrøbeligt. Det giver en bedre balance og måske lidt mere omtanke. Omtanke for miljøet og mennesker omkring os.
Når jeg nu kigger ud af vinduet og ser den første sne, bliver jeg også grebet af en anden følelse. En barnlig glæde og fryd over de små, flyvende, hvide, fnug. De har altid fascineret mig. Jeg kan stirre på dem i timevis. De bedste fnug er de store, langsomt dalende, med tydelige krystaller i utallige mønstre. Det er dem, hvor alder ikke længere betyder noget, og man prøver at fange dem med tungen.

4 kommentarer:

Rachel Röst sagde ...

Ha, synkronblogging! Ny disciplin!

Anonym sagde ...

Har I sne??? Hvor er I heldige. Her er det bare bidende koldt uden sne!!!!

Anonym sagde ...

Skam få den, der ikke kan glæde sig over den første sne.

MARIA sagde ...

Ja, vi har sne, men lad mig sige ikke på den romantiske måde. Tøsne med stiv kuling. Der er ikke noget hvidt landskab.Fedt at høre lidt fra England.
Rachel og jeg har begge skrevet om at fange snefnug med tungen uafhægigt af hinanden:-)