Nu sidder jeg her i sofaen med sprængt mave og hængende øjne. Det har været nogle hårde dage. Specielt juleaften gav mig grå hår (jo, jeg har faktisk allerede fået 4-5 stykker). Ris a la manden var ved at gøre mig sindssyg. Riskornene jeg havde brugt til risengrøden, var åbenbart ikke så velegnede til det. For man kunne ikke smage kornene og derfor virkede ris a la manden mere flødeagtig. Jeg var grædefærdig. Bitter på Kristian fordi han overtalte mig til at købe billige i stedet for Pama. Der er store forventninger til denne dessert i vores familie, for min mor plejer at lave en rigtig god én. 
Jeg følte, at jeg havde svigtet familien en af de vigtigste dage på året. Heldigvis kom min far med en idé. Man kunne koge nogle Pama grødris og putte dem i ( dem skaffede vi ude ved min mormor). Det lykkedes! Min ære blev reddet. Senere gik jeg igen i panik. Flæskestegen blev for hurtigt stegt i ovnen. Den var på to kg, men fordi den var ret flad, gik det hurtigere. Hvad nu, hvis den ikke var varm, når jeg skulle servere den? Jeg fik stresset godt igennem. Selvfølgelig gik det alligevel. Jeg skruede bare ned for varmen så det gik lidt langsommere. Med al den stress, var det godt, det ikke var mig, der stod for de brunede kartofler og sovsen. Så tror jeg, at jeg var besvimet under det store præstationspres:-) Det var hyggeligt at åbne gaver med Philip, som havde snakket meget hele dagen om "de stoore gaver".
Her i dagene efter juleaften har han savnet at få gaver. Han forstår ikke helt at pakkekalenderen er slut og gavefesten ovre. Bedst som han begyndte at forstå det, kom et vennepar til frokost og havde gaver med til børnene:-) (tøj). Men alt i alt er jeg begyndt at kunne sætte mig ind i, hvorfor min svigermor siger, at den bedste tid på julaften er, når hun sidder i sofaen sent om aftenen ( når alt er ordnet i huset). Selv om jeg var glad for at lave en juleaften for hele min familie, var det den hårdeste jul nogensinde. Selvfølgelig også fordi jeg sideløbende med alle juleforberedelserne har skullet passe 2 små børn ( syge børn). Men julen handler jo i bund og grund ikke om én selv. Men hvad man kan gøre for hinanden. Og min familie har været søde til at rose mig og sige tak for al arbejdet. Det betyder da også noget.
Jeg følte, at jeg havde svigtet familien en af de vigtigste dage på året. Heldigvis kom min far med en idé. Man kunne koge nogle Pama grødris og putte dem i ( dem skaffede vi ude ved min mormor). Det lykkedes! Min ære blev reddet. Senere gik jeg igen i panik. Flæskestegen blev for hurtigt stegt i ovnen. Den var på to kg, men fordi den var ret flad, gik det hurtigere. Hvad nu, hvis den ikke var varm, når jeg skulle servere den? Jeg fik stresset godt igennem. Selvfølgelig gik det alligevel. Jeg skruede bare ned for varmen så det gik lidt langsommere. Med al den stress, var det godt, det ikke var mig, der stod for de brunede kartofler og sovsen. Så tror jeg, at jeg var besvimet under det store præstationspres:-) Det var hyggeligt at åbne gaver med Philip, som havde snakket meget hele dagen om "de stoore gaver".
Her i dagene efter juleaften har han savnet at få gaver. Han forstår ikke helt at pakkekalenderen er slut og gavefesten ovre. Bedst som han begyndte at forstå det, kom et vennepar til frokost og havde gaver med til børnene:-) (tøj). Men alt i alt er jeg begyndt at kunne sætte mig ind i, hvorfor min svigermor siger, at den bedste tid på julaften er, når hun sidder i sofaen sent om aftenen ( når alt er ordnet i huset). Selv om jeg var glad for at lave en juleaften for hele min familie, var det den hårdeste jul nogensinde. Selvfølgelig også fordi jeg sideløbende med alle juleforberedelserne har skullet passe 2 små børn ( syge børn). Men julen handler jo i bund og grund ikke om én selv. Men hvad man kan gøre for hinanden. Og min familie har været søde til at rose mig og sige tak for al arbejdet. Det betyder da også noget.
Billeder: Juletræet med sin pynt. Og nogle af gaverne.
Clara prøver Philips solbriller.
Hele familien til bords.
Philip kigger i sin nye dinosaurbog med farlige brølelyde.
2 kommentarer:
Dejligt (og frustrerende) at læse om jeres juleaften. Dejligt, fordi jeg på dén måde også føler, jeg har været en smule med i jeres stemning og børnenes undren og glæde. Frustrerende, fordi jeg føler med dig i din frustration over, at tingene ikke rigtig synes at ville lykkes. Tro mig, jeg har prøvet det hele. Et år med en halvstegt juleand. Et år, hvor der ikke blev noget at lave sovs af. Et år, hvor ris a la manden blev så elendig, at den måtte have en oprejsning senere på ugen. Netop p.gr.a. billige ris. (Og her vil jeg gerne slå et slag for PAMA ris. Den lykkes altid)!! Og alt det sammen med syge børn. Det er næsten for meget.Jeg ville ønske, du kunne blive skånet for de oplevelser, men et gammelt ord siger: Det, man ikke dør af, bliver man stærk af. Og det skal nok passe. Jeg er her jo endnu.
Glædelig jul.
Tak skal du have. Det gode er at børnene ikke kan huske min madlavning alligelvel imens de er små. Så det er tiden hvor jeg skal begå alle bommerterne. Men middagen blev faktisk god. Heldigvis.
Send en kommentar