Så lad mig dog sove pigebarn

Clara har siden hun blev født vågnet 2-4 gange om natten. Det er vi temmelig trætte af i mere end én forstand. Vi har vænnet hende fra at få mælk om natten, men har givet hende vand i kop i stedet for. Det skulle ifølge de kloge hoveder være så uinteressant, at hun efter kort tid ikke gad at vågne mere. Det skete ikke i vores tillfælde! Så meget for ekspertrådene. Nu er vi gået over til ingen-vand-planen. Den blev iscenesat igår aftes. Da hun kom senere i seng end normalt, vågnede hun først kl. 4. Med en sej piges temperament fik hun skreget i en time, før hun endelig gav op. Selv om jeg plejer at være hård og nemt kan gennemføre en plan, hvis jeg ved, at det er for barnets skyld, gjorde det alligevel ondt at høre hende græde på den måde. Philip nåede aldrig hysteriske højder, da han var baby (og sov igennem fra han var helt lille). Clara lyder som om hun er ved at dø og nægter ethvert kendskab til sut. Jeg var da lige ved at give hende noget vand, men tænkte at det var mere synd for hende, hvis hun havde grædt "forgæves", fordi vi så skulle starte forfra næste nat. I morges var hun engle-glad og sød som altid om dagen. Hun er min helt egen Dr. Jekyll og Mr.Hyde.